ØJENUNDERSØGELSE

Medbring dine briller, som udmåles, hvis du er ny patient eller har fået nye briller siden sidste konsultation.

 

Ved alle øjenundersøgelser måles som udgangspunkt syn, øjentryk, og der tages som regel et foto af nethinden.

 

Det er ofte nødvendigt at dryppe med pupiludvidende øjendråber for at undersøge øjnene grundigt. Synet bliver hos nogle sløret, så det ikke er forsvarligt at køre i bil. Dråbernes effekt aftager typisk efter 2-4 timer. Mange har glæde af solbriller, da lys generer mere efter drypning.

 

Til børn anvendes en anden type øjendråber, som både udvider pupillerne og virker mere fokuseringsafslappende. Disse dråber virker i op til 24 timer, og dråberne vil typisk blive givet med hjem til drypning i hjemmet inden aftalt ny konsultation.

 

Patienter i venteværelset kommer med henblik på forskellige øjenundersøgelser og derfor undersøges der ikke nødvendigvis i den rækkefølge, patienterne er ankommet. Akutte patienter kan foranledige, at tidsplanen forskydes, og desuden kan undersøgelsen af en patient være ekstra tidskrævende, fx kræve ekstra undersøgelser samme dag, hvilket også kan forlænge ventetiden. 

 

Jeg bestræber mig altid på at give alle en god og grundig øjenundersøgelse.